Her kan du læse om Kaffe og The Husets spændende historie igennem tiderne og samtidig også få et indblik i den udvikling som Kaffe og The Huset har været igennem.
Her kan du læse om Kaffe og The Husets spændende historie igennem tiderne og samtidig også få et indblik i den udvikling som Kaffe og The Huset har været igennem.
I 1932 startede Birthe og Else Mikkelsens morfar Søren Nielsen sit eget kafferisteri i Esbjerg. I begyndelsen var det udelukkende byens købmænd, som havde mulighed for at købe de færdigristede bønner. Købmændene stod nærmest i kø for at få lov til at købe de eftertragtede bønner. Senere blev det muligt for private at købe disse eftertragtede bønner, da der blev åbnet op for salget af kaffe fra døren i kafferisteriet.
Under 2. Verdenskrig dør morfaderen. Derfor driver mormoderen sammen med Birthe og Else Mikkelsens far Flemming Mikkelsen kafferisteriet videre. I 1945 overtager Flemming og Benny Mikkelsen forretningen, som de så driver sammen i 41 år. Det er ikke alle, som kan magte faget som kafferister. Der findes ingen uddannelse, og man kan ikke kigge andre kafferistere over skulderen. Det kræver følelse, har Flemming Mikkelsen fortalt. Han havde følelsen for kaffe, og han har videregivet de hemmelige opskrifter på de kaffeblandinger, d.v.s. samme kaffeprofil, som sælges i forretningen i dag.
I 1950'erne og 1960’erne bringer kafferisteriet ristet kaffe ud til de mange små købmænd, og i 60´erne leverede de friskmalet kaffe ud til forskellige firmaer, som ønskede at tilbyde deres personale en god kop kaffe.
I 1986 overtager Else Mikkelsen forretningen efter sine forældre. Da hendes far Flemming Mikkelsen pludselig bliver syg og ikke kan passe de daglige forpligtelser, som kræves af en indehaver, driver Else Mikkelsen selv kafferisteriet i en årrække. Den gamle kafferisterimaskine og de tunge sække med bønner til risteren klarer hun alene, dog med hjælp i forretningen, når hun arbejder i risteriet. Datteren Trine på 5 år hjælper ind imellem sin mor i butikken og viser allerede interesse for faget.
Søsteren Birthe Mikkelsen og hendes mand Thorleif Frandsen overtager i 1992 forretningen efter Else Mikkelsen. De fortsætter med at drive forretningen i samme ånd, som de tidligere generationer har gjort. Kaffen, som Flemming Mikkelsen lavede opskriften på, er stadigvæk grundstenen hos Kaffe og The Huset. Kvalitetskafferne bliver leveret i håndsyede lærredssække fra en grossist i Vejle. I forretningen finder man Thorleif Frandsen bag disken. Han ved ofte, hvad kunden ønsker, og sjældent når kunden at sige, hvilken kaffe de skal have, før Thorleif Frandsen har sat den rigtige kaffemølle i gang og fylder posen. Kun få timer om ugen står Birthe Mikkelsen bag disken. Hun er uddannet farmakonom og arbejder på apoteket i Varde.
I december 2003 flytter Birthe Mikkelsen og Thorleif Frandsen forretningen til Torvegade 41, hvor udover den dejlige kaffeduft, medbringes charmen fra Nørregade. Det er vigtigt for parret at få hyggen og den intime stemning med i den nye forretning. Sortimentet er blevet udvidet med mange specialøl fra forskellige lande og vin fra Cypern samt et større udvalg i tilbehør og gaveartikler til sammensætning af gavekurve m.v. Samtidig mener parret, at Torvegade er blevet en interessant gade, der er flot renoveret, og de føler sig godt modtaget af de øvrige forretninger. Sidste skud på stammen, sønnen Niklas, nyder at hjælpe til, og han mener nok engang at kunne overtage forretningen.
Salget af varer er udvidet med flere delikatesser, tilbehør og gaveidéer. I sommeren 2017 deltager Birthe sammen med Niklas nu i jobpraktik, som er en del mere i salgsarbejdet i forretningen, og i foråret 2018 blev der oprettet en Facebook side til kontakt og annoncering af butikkens produkter.
15. december 2020 bliver Birthe ene ejer af Kaffe og Thehuset.
15. december 2021 bliver Niklas ansat i flexjob i butikken.
Vores mål er, at servicere kunderne med en god oplevelse ved besøg i butikken.
Vi er altid parate til videregivelse af vores viden om kaffer, teer og de produkter vi sælger.
Vi uddeler gerne brochurer og har opskrifter på kager, hvor vi sælger den gode chokolade til.